Anmeldelse i Fyens Stifstidende d. 4. 4. 2003
Af Nina Christensen




HUNDE:
Jo, der er børn med sans for ironi. De vil finde behag i Fupz' nye

Kim Fupz Aakeson fremhæves ofte som en stor humorist.
I hans billedbogstekster er det imidlertid ligeså tydeligt, at han kan være en indædt ironiker. Det er også tilfældet i hans seneste tekst til "Min onkel og min onkels nye hund" med illustrationer af debutanten Maj Olika.
Man har set nogle af de største illustratorer iscenesætte Aakesons tekster: svenske Eva Eriksson, norske Kim Hjorthøy og herhjemme bl.a. Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen. Det er derfor interessant at iagttage, hvordan samspillet mellem tekst og illustrationer fungerer med en debutant.
Som en række af de yngre illustratorer bruger Maj Olika en blandingsteknik: malede felter udført med brede, spontane penselstrøg kombineres blandt andet med collageelementer, og figurerne tegnes op med spinkle konturer i sort tusch. På forsiden ser man bl.a. hvordan collageelementer hentes fra så forskellige steder som romerske mosaikker og J.Th. Lundbyes illustrationer til Kaalunds fabler.
Illustrationerne er overvejende udført i mørke - brune, blå og grønne nuancer - af og til suppleret med gyldne og lyserøde toner. Det gør dog ikke, at illustrationerne virker dystre, dels fordi stilen er lettere grotesk, synsvinklerne ofte skæve og uventede, og billederne fyldt med humoristiske detaljer. På titelbladet ser man f.eks. hunden sidde og læse i Dylan Thomas' "Portrait Of The Artist As A Young Dog".
Illustrationerne har flere sådanne videredigtninger
Barnejeg-fortæller
Historien fortælles af en barnejeg-fortæller, der i Aakesons genkendelige, lidt snakkende tone beretter om sin onkel, der efter at have tullet meget rundt alene, beslutter sig for at anskaffe en hund.
Det viser sig at være en ikke helt almindelig hund: Den kan tale og vil gerne være menneske, så derfor får den onklen til efterhånden at være hunden. Den spiser ved bordet, han af hundeskålen, den sover i sengen, han i hundekurven og den går tur med ham i parken.
Fortællerens konklusion er, at de er tilfredse, og at det er godt for dem begge to, fordi de således får lov at prøve nogle helt nye ting. Og moralen bliver, at "heraf kan man lære, at det kan være en god ide at anskaffe sig en hund, hvis man går og tuller rundt alene."

Uhyrlige ting
Slutbilledet viser manden, halsende på knæ for at få en godbid. Historien fortsætter i illustrationerne: en kvinde drømmer om at få en hund, med skind, der er identisk med mønstret på de bukser hun har på.
Det kan ikke undgås, at man læser bogen som illustrators og forfatters lidt beske - men velkomne - kommentar til menneskelivet i "et lille land, hvor det altid regner": Man er villig til at acceptere de mest uhyrlige ting for at få opmærksomhed, selv om det betyder at man ender med objektivt at fremstå som et logrende, umælende væsen. Man søger ikke det sære, det fremmede eller det uforudsigelige, men det man tror, kan tæmmes til at blive som en selv.
I fortællingen af den historie, synes jeg illustrationer og tekst supplerer hinanden fortrinligt. Tonen er skæv, humoristisk og dog rå i dem begge.
Nogle hævder, at børn ikke forstår ironi. Jeg hører til dem, der mener, at der blandt både børn og voksne findes personer med sans for en ironisk pointe. Sådanne vil, som jeg, finde behag i Aakeson og Maj Olikas fortælling.