Anmeldelse i Politiken d. 22. 3. 2003
Af Steffen Larsen


Mand og hund

En Kim Fupz-klassiker i ny forklædning.

"Min onkel og min onkels nye hund" er én af de allerypperligste Kim Fupz-historier. Den er oprindeligt fra 1992, men foreligger nu i ny billedbogsudgave med tegninger af debuterende Maj Olika.

Hvad er det, Kim Fupz Aakeson kan? Han kan holde tungen lige i munden! Det er, hvad han kan. Med et strøg af pedanteri og syrlig logik får han vendt tingene i den grad på hovedet, at det er svært at se, hvor halen sidder på hunden.

Samtidig strejfer forfatteren til den korte tekst - han kan nemlig også fatte sig i korthed! - emner som de ældres ensomhed, frimærkesamlerens vilkår, naboers tolerance og glæden ved at lette ben.

Der er så mange skæve tanker og mulighed for egne billeder i historien, at det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt hunden virkeligt er menneskets bedste ven, behændigt forbliver ubesvaret. Det er dét, han kan.

 

Sagen er den, at onkel Ensom kommer i kløerne på en talende hund, der foretrækker at spise ved bordet og sove i sengen. Hunden foreslår så onklen, at han kan blive hund og lette ben og fange pind og spise dåsen med de lækre kødboller i egen sauce nede fra døgneren. Ups! Det bliver lang tids lykke, og hvis de ikke går omvendt tur endnu, så sidder de nok på plejehjemmet og snakker om det. Hunden har rollatoren.

Maj Olika er selvlært tegner med forskellige småjobs. Dette er hendes første billedbog - og næppe den sidste. Det er originale, meddigtende tegninger, der gør ordene lidt farlige og knytter an til virkeligheden i en broget collageform. Her er en fin samling af hundefrimærker og opslag fulde af varme og lyseblå undren.

Der er stor spredning i billedsproget - måske lidt for stor - men alt i alt er der et overstadigt medvideri i Maj Olikas grove streger og sære gestalter.

Kim Fupz opdateret! Så blev den hund vist balsameret!